KURSUS

Slip din indre kunstner fri


Kom med på en ”rejse” ind i en verden af skæve, finurlige og originale udtryks-former. Det kræver ingen forudsætninger, kun din lyst til kaste dig ud i det.


Du lærer materialer og teknikker at kende gennem en række opgaver. Målet er, at kunne eksperimentere frit og finde fornøjelse i det umiddelbare og uventede.



Vælg mellem:

 

Mixed Media

Xerolitografi

Collografi

Tegning

Skriv en historie





Mixed Media


kursus 1: onsdag den (afventer ny dato) kl. 17-21.30

kursus 2: onsdag den (afventer ny dato) kl. 17-21.30


Vi arbejder med tempo og hurtige beslutninger for at skabe uventede og levende billeder.


Gennem en række opgaver eksperimenteres der bl.a. med at mixe afrevet papir, tusch, oliepastel og akvarel.


Medbring dine egne materialer. Materialeliste fremsendes.

Ellers koster materialer 100 kr + 50 kr pr 56x76 cm akvarelark (typisk 1-2 ark).


Kursus 1: Eksperimenter, der introducerer materialerne og arbejdsformen.

Kursus 2: Flere eksperimenter, selvstændigt arbejde og fokus på det der virker for den enkelte.



Xerolitografi - grafisk tryk med laserkopi/print


kursus 1: onsdag den (afventer ny dato) kl. 17-21.30

kursus 2: onsdag den (afventer ny dato) kl. 17-21.30


Xerolitografi er en grafisk teknik, som gør det muligt at trykke et eller flere motiver fra en sort-hvid laserkopi/-print til et lækkert trykpapir.


Laserkopien/-printet behandles med vand og gummiarabicum. Herefter påføres tryksværte. Sværte fra de hvide områder fjernes med vand og billedet køres gennem en trykpresse. En ske eller kagerulle kan også bruges. Du har nu et tryk af de sorte/mørke felter fra kopien/printet.


Som hovedregel skal laserkopien/laserprintet være 100% sort-hvid kontrast. Gråtoner fungerer ikke så godt.


Du kan f.eks. arbejde med kopier/print af dine egne billeder - tegninger, foto og udklip. Eller kombinationer af disse. Farverne bestemmer du selv. Husk at motivet spejlvendes ved trykning.


Medbring egne laserkopier/print. Ink-print virker ikke! Max A4 str.

Medbring også tynde latexhandsker, arbejdstøj og nem aftensmad.


Der afregnes en pris pr. tryk og pr. trykpapir udover kursusprisen. Ca. 15 kr. pr. A4.


Collografi - grafisk tryk med papplader


Lørdag og søndag (afventer ny dato) kl. 11-16


Pap fra emballage kan bruges til at trykke fantastiske grafiske værker. Det er en billig teknik, der kan varieres i det uendelige.


Pladerne ridses, sværtes ind, tørres af og køres gennem en trykpresse.


Teknikken introduceres og derefter er der mulighed for at eksprimentere, også med mange andre måder at tilføre pappladen struktur.


Medbring latexhandsker, arbejdstøj og madpakke.


Der afregnes en pris pr. tryk og pr. trykpapir udover kursusprisen. Ca. 15 kr. pr. A4.


Max mål på færdige tryk er 40x60 cm.




Tegning


kursus 1: onsdag den (afventer ny dato) kl. 17-21.30

kursus 2: onsdag den (afventer ny dato) kl. 17-21.30


Det handler ikke om at tegne korrekte proportioner eller lære klassiske teknikker. I stedet arbejder vi på at finde ind til dit eget frie og overraskende udtryk. Fokus er primært på menneskekroppe og -ansigter.


Vi leger os frem og udfordrer kontrollen, ved at arbejde med sjove benspænd og tidsbegrænsning.


Medbring almindeligt papir og tegneredskaber (f.eks. blyant, grafit, farvekridt, kul, tusch og oliepastel). Du kan også vælge at bruge mine materialer, der koster 75 kr. for en aften.



Skriv en historie


kursus 1: onsdag den (afventer ny dato) kl. 17-21.30

kursus 2: onsdag den (afventer ny dato) kl. 17-21.30


Lad fantasien få vinger. Måske bliver det starten på et helt nyt kapitel i dit liv.


Vi laver små skriveøvelser ud fra tilfældige oplæg og udfordrer hinanden med improvisationslege.


Hvor spændende, skørt og medrivende kan det blive, når man slet ikke har gjort sig nogen forestilling eller forberedelse på forhånd? Det er en leg med sproget!


Medbring computer eller pen og papir.






Praktisk info


Jeg er uddannet håndarbejdslærer og psykoterapeut og arbejder til daglig med billedkunst. Særligt grafik/tegning, tekst, akrylmaleri og mixed media.


Kurserne foregår på 1. sal i mit private hjem, som er et lille hyggeligt stråtækt hus, ca. 300 m fra Gørløse st. og ca. 10 km fra Hillerød.


Der er en kort spisepause under hvert kursus, så medbring gerne en let madpakke.


Tilmelding på mail: en@kunstxpressen.dk

eller mobil: 3024 4826.


Max 4 deltagere pr. hold.


Prisen er 400 kr. pr. aften og 1000 kr. pr. weekend + evt. materialer.

Tilmelding er bindende.

Al færdsel på værkstedet er på eget ansvar.




Tankerne bag kurserne


Jeg arbejder med fokus på at slippe kontrollen, fordi jeg mener, at det at skabe kunst skal være et frirum. De levende og spændende udtryk ligger for mig i det, der ikke kan bestilles, ikke kan styres. Jeg dyrker det umiddelbare, spontaniteten og sætter derved ikke bare kunsten fri, men også mig selv som person. Det er en accepterende og overbærende måde at behandle mig selv på, som er en kærkommen kontrast til en verden fuld af præstationspres og kontrol.


Der er ikke nogen præstige i kontroltab. Det er tegn på sårbarhed og svaghed. Derfor kan det være en skræmmende tanke at kaste sig ud i noget, der er uden for komfortzonen. De fleste gemmer de svage og sårbare sider, men der er også en kreativ energi i det gemte. Der ryger nemlig også tit andre herlige muligheder med i skammekrogen. Men hvis vi  tør vise vores fejl, vrede, kaos og tvivl frem, kan vi bl..a. også få adgang til intuitionen, magien, lysten, drømmene og spontaniteten. Drivkræfter der kan bruges til meget godt!


På kurserne vil jeg derfor være optaget af, om du finder ind til et rum, hvor du blæser på hvad andre måtte tænke eller mene om det du laver. Mit ønske er, at videregive glæden ved at skabe sjove, overraskende, skæve og finurlige billeder og tekster til din egen fornøjelse!


Bedste hilsner

Elsebeth Nederlund

Gl. Engvej 21, 3330 Gørløse

Tlf. 30244826

www.kunstxpressen.dk





Hvad siger kursisterne


"God vejledning i diverse materialer, fantastisk når man som jeg aldrig har prøvet at arbejde med tegning".

Betina


"Spændende underviser, anvendelig materialegennemgang og gode konkrete øvelser, så alle kan være med i trygge rammer. Ny som øvet kan få glæde af Elsebeths undervisning".

Else Haakonsson


"Vellykket tegnekursus i at slippe kontrollen. Gode teknikker, som blev præsenteret godt og forståeligt. Samtidig en øjenåbner i mine egne begrænsninger/usikkerhed".

Kirsten Miró, Hillerød


"Kursus med Elsebeth Nederlund for begyndere var inspirerende. Fik mulighed for at lære forskellige materialer at kende og prøve. Temaet var at give slip og male løs uden de store begrænsninger. Dejlig musikledsagelse der inspirerer. Helt sikker klar til at gå videre. Husk madpakken!"

Kh Jytte


"En legende let læring og tilgang til en verden, som kan virke, for nogen, uoverskuelig, men Elsebeth gør det sjovt, inspirerende og interessant".

Sune


"Skrivekursus/Elsebeth: Meget selvsikker og inspirerende med mange gode konkrete øvelser og bud til skriveprocesser, sjove fællesøvelser og flere mere dybdegående øvelser".

Else